En af drengene
Noah hedder ikke længere Sara, det har hans far svært ved at forstå. Det har sine udfordringer at være transkønnet i lokalsamfundet på Mors. Men Noah er tryg på hjemstavnen.
af Marius Renner Christensen
Naboerne kender kun Noah som den lille pige, der løb rundt i nabolaget. De kan ikke helt forstå, at han er en voksen mand. En voksen mand, hvis stemme er gået fra at kunne ramme alle noderne i Phantom of the Opera til knapt at kunne ramme en eneste. Hvis skægvækst bliver kaldt et moustache af hans venner. Hvis ansigt er kantet og mindre rundt, end det var for et år siden.
Noah er transkønnet mand, og siden foråret 2018 har han været i hormonbehandling. Det er en proces, der har nedtonet hans feminime træk.
Spørger du Noah ville han nok ikke lægge så stor vægt på ovenstående i en præsentation af sig selv. Han ville sige noget i stil med, at han er 20 år gammel og blev student i sommer. Han bor med sine forældre, storebror og sin hund Tikki i Nykøbing Mors, arbejder i Lidl og drømmer om at komme ind på skuespillerskolen.
Noah er født og opvokset på øen Mors. Et lokalsamfund i Limfjorden. Han kan lige nu ikke forestille sig at bo andre steder. Her føler han sig hjemme. Noah mener, at folk kender hans personlighed mere end hans transkønnethed. Det mener han er en fordel. Men når folk har kendt ham længe, er det samtidig en udfordring for nogle at forstå hans situation. Det er en modsætning han må leve med. På Mors kan du nemlig ikke gemme dig i mængden. Mængden kender dig, og nogle folk forstår ikke helt, hvad det vil sige at være transkønnet. Naboen identificerer ham kun med at være hende pigen, der faldt igennem isen som lille.
Jeg var helt igennem rædselsslagen, da jeg fortalte min far det
Noahs forhold til sin familie er fint i dag, og han føler, de er der for ham. Han er tilpas. Men de ældre generationer i familien kan nogle gange ikke forstå hans situation, er uenige med ham eller kan lave en upser med navn eller pronomen. Så længe de ikke udstøder ham, mener Noah, at han har plads til at være sig selv. I starten var det sværere for familien. Særligt hans far.
Noah har et tæt forhold til sin mor, og han ved hun vil ham det bedste. Særligt Noahs mor og Noahs venner, har ikke berøringsangst eller problemer med at forstå Noahs situation i forhold til hans far eller folk i lokalsamfundet.
Efter Noah var kommet ud over for sin far, fortalte hans far ham, at han ikke synes, han skulle fortælle det til sine venner på gymnasiet. Han mente, det ville være nemmere at vente. Det fik Noah til at indse, at han ikke ville komme til at få den støtte fra sin far, som han havde håbet på. I kølvandet på det tilbød Noahs mor, at hun gerne ville flytte ud med Noahs, hvis han ønskede det. Så kunne han få sin udvikling i fred. Det ville han ikke. Han ville ikke have sin families brud på sine skuldre.
Jeg ville aldrig sige: ’Hej jeg hedder Noah, og jeg er transkønnet’
Det er vigtigt for Noah, at omdrejningspunktet i hans tilværelse ikke er hans transkønnethed. Den er kun en del af ham. Derfor fortæller han for eksempel heller ikke på sit arbejde, at han er transkønnet. Folk i lokalsamfundet kan have berøringsangst. Han kan mærke, at det går ud over deres væremåde overfor ham, hvis de ved, han er transkønnet.
Jeg vil gerne have, at folk skal kunne lide mig, fordi jeg er Noah. Eller ikke kan lide mig, fordi jeg er Noah. De skal ikke tænke ’ham Noah er ham den transkønnede så ham skal vi være lidt forsigtig med’. Jeg kan mærke, hvis jeg fortæller, jeg er transkønnet, bliver min højde ikke nævnt i nogle samtaler. Hvis jeg ikke nævner det, bliver jeg kaldt en lille gut. Jeg synes, det er federe, at min højde bliver accepteret, og er noget, man kan lave sjov med.
Det er gennemgående for Noah, at han har kæmpet med sine problemer alene.
Folkeskolen var en svær periode, hvor Noah var ensom og depressiv. Der var ikke meget hjælp at hente, eller nogen man kunne gå til:
”Jeg ved ikke, hvad der gjorde mig nedtrykt. Måske at jeg ikke følte mig tilfreds i min egen krop, eller at jeg fornægtede, hvad der var ved at ske. Jeg fik ikke så meget hjælp, som jeg kunne have brugt.”
Det var på efterskolen, at Noah blev opmærksom på sin egen situation. Her fik han det lidt nemmere. Alle havde det pludselig svært, og han følte ikke, at hans problem var så stort længere.
”I stedet for at være en pige kunne jeg være som jeg ville på efterskolen.”
Noah sprang ikke ud på efterskolen, men fortalte til gengæld sin mor om det: ”Hun sagde, at hun stadig elskede mig. ’Hvad så nu?’, tænkte jeg. Jeg følte ikke, det var så velkomment, som det skulle være”.
Der skulle gå et år, før Noah fortalte sin far og storebror om det. Herefter yderligere et halvt år, før han sprang ud overfor omverdenen halvvejs inde i 2.g på gymnasiet. Alle hans venner tog godt imod det.