Fængslet giver drengene i Agadez en vej ud af fattigdom
Som så mange andre unge mænd har Mohammed og Bangis drømme og visioner. Men i verdens mindst udviklede land er vejen fra drøm til virkelighed svær at realisere. Mohammed og Bangis har forbrudt sig mod Nigersk lov og derfor sidder de fængslet i Agadez. Men hvor fængslet i Niger ofte er en blind vej for unge drømmere, har de to kriminelle teenagere aktivt valgt en ny retning og er blevet del af et rehabiliteringsprojekt for indsatte. Et projekt der finansieres af det danske udenrigsministerium.
af Marius Renner Christensen
Her er overraskende stille. Lavmælt snak i krogene kan nærmest ikke høres for den mere dominerende lydkilde; en bluetooth højtaler, der spiller lokal Tuareg- musik. I et træ gemt bag en høj mur forsøger en fugl at udkonkurrere højtaleren og bryder ud i skønsang.
Det er søndag, og 19-årige Mohammed drøfter med en gruppe drenge hverdagens mindre skønne strabadser med at skaffe mad, og deres manglende søvn, som tager på deres energi. Men stemningen er tilbagelænet. Mohammed og de andre er ved at finde ud af, om de kan skrabe mønter nok sammen til at dele en pakke cigarretter. Det lader det til. Lige nu virker denne drengegruppe mere optaget af om hinandens selskab end det faktum, at de er indsatte i det lokale fængsel i Agadez.
For 17-årige Bangis står dagene meget stille. Han føler, han spilder sin tid ved at sidde i fængslet. Ude i det varme sand er Saharasolen insisterende og ulidelig, hvis man ikke har skyggen at trække sig tilbage til. I dag går de vågne timer med at hænge rastløst rundt i skyggen. Den bestemmer, hvor man kan ryge sine cigarretter, og de fleste rykker med den kølende skygge, når den i løbet af eftermiddagen sniger sig hen over pladsen.
I morgen starter en ny uge, og når hverdagen rammer, erstattes Bangis’ rastløshed af et formål. Drengene er i et lokalt styret rehabiliteringsprojekt af NGO’en Pensée Sans Frontieres. Her lærer de sig et håndværk, så de kan få et arbejde, når de bliver løsladt. Det har de selv valgt, og det er deres eget engagement, der driver dem.
Fra økonomisk boom til byrde
En ny lov skal gøre det muligt for alle fængsler i Niger at arbejde med rehabilitering af indsatte. På nuværende tidspunkt er det kun 5 ud af 38 fængsler i Niger, der har rehabiliteringsprojekter som del af deres program. Fængslet i Agadez er ét af dem.
Projektet forsøger med sine rehabiliterende workshops at give de indsatte skubbet mod en ny vej i livet. For ude på den anden side af fængselsmuren er virkeligheden for nogle af drengene mere barsk end den, de møder i fængslet. At finde et arbejde er altafgørende.
Virkeligheden i Agadez er påvirket af migrantstrømmene, der for alvor begyndte efter Libyens kollaps i 2011. Det forvandlede Agadez til en by i økonomisk vækst. Byen blev et knudepunkt i migranternes vej nordpå, og de fleste lokale tjente på migranterne på den ene eller anden facon.
Men for at forhindre disse migrantstrømme blev migrantindustrien i 2016 kriminaliseret på initiativ fra EU. Konsekvenserne er omfattende, og byens natur er transformeret. Agadez står nu i økonomisk krise, og migranterne er blevet en økonomisk byrde for byen.
I Agadez er der cirka 88.000 indbyggere. Lokale myndigheder oplyser, at ved forbudet mod migrantindustrien blev omtrent 7000 personers levebrød ulovligt, og anden kriminalitet blev forøget. Forbuddet gik primært ud over unge mænd, og nogle er havnet i det lokale fængsel. To af dem er Mohammed og Bangis.
Rehabiliterende vej ud i virkeligheden
I det lokale fængsel i Agadez er der for tiden 405 indsatte. 19 af dem er mindreårige drenge fra 13 til 19 år. De er endt i fængslet på grund af fattigdom: De har begået røverier, været involveret i den ulovlige migrantindustri eller er havnet i dårligt selskab for at smugle stoffer.
Drengene har deres eget adskilte område i fængslet. Det består af et udeareal med toilet, vandforsyning, et afgrænset jordareal, der fungerer som moské, samt et todelt soverum på cirka 30 kvadratmeter, hvor drengene bliver låst inde om aftenen klokken seks og ud igen klokken fem.
Ibrahim Babangide Mahmudi, eller bare Bangis som hans venner kalder ham, er 17 år og oprindeligt fra Zinder i det sydlige Niger. Bangis har et meget roligt, alvorligt gemyt. Nærmest for alvorligt, hans alder taget i betragtning.
Bangis fortæller, at drengenes dage i fængslet ligner hinanden på en prik. De fleste af dem står op ved fem tiden for at bede første gang og ellers ved seks- tiden, hvor de skal gøre rent. De bliver låst ud fra soverummet, og skal som regel gøre rent på en række fællesarealer.
I løbet af dagen følger yderligere fire daglige bønner. Og ellers går dagen med at hænge ud i skyggen, se TV, ryge cigarretter, tilberede mad, hvis de har noget, og ikke mindst brygge den stærke og koffeinholdige chai-te, som alle indtager i området. De falder som regel i søvn et par timer efter midnat.
Fem dage om ugen mandag til fredag fra 9-13 bliver drengenes daglige rutiner erstattet med et mere meningsfuldt program; den lokale NGO PSF workshop i fængslet. PSF har siden 2006 udviklet sit projekt, og har været med til at give tusinder af indsatte en ny chance i livet. PSF er finansieret gennem den danske partner ARD, der i en årække har modtaget midler fra Civilsamfund i Udvikling, CISU, der finansiereres af Udenrigsministeriet.
PSF’s workshops har til formål at lære de indsatte, primært mindreårige, et håndværk. De indsatte kan vælge mellem seks forskellige håndværk herunder basal elektrikerlære, mc-mekaniker, skrædder, basal computerkundskab, snedkerlære og undervisning i at flette stole og senge.
Derudover har de alle mulighed for at blive undervist i fransk. Niger er tidligere fransk koloni (1922-60), og det er landets officielle sprog, men det er kun én tiendedel, der taler sproget. Mange af de mindreårige har aldrig gået i skole, og taler eksempelvis kun det afrikanske hausa sprog.
Det langsigtigtede formål med PSF’s workshops er, at de bliver grobunden for de indsattes rehabilitering efter løsladelsen. Ved løsladelse forsøger PSF at skaffe materiale og at finde en arbejdsplads, hvor den løsladte kan komme i praktik. Pointen er at holde dem beskæftiget efter løsladelsen.
Mohammed Taffa på 19 år har valgt senge- og stolehåndværket. Han er fra den nærliggende by Tamazlah og ved, at der er mange, der ville have interesse i at købe både stolene og sengene. De bliver nemlig slet ikke lavet der, og planen er derfor at åbne egen butik i hjembyen, hvor han også kan undervise andre unge i håndværket og på længere sigt udvide forretningen.
Bangis har valgt at blive undervist i elektricitet. Når han bliver løsladt, vil han gerne være bilmekaniker, og han håber på at kunne åbne sin egen forretning. Nu lærer han om elektricitet, fordi han gerne vil specialisere sig i bilens elektriske system, når han kommer ud.
Inden fængslingen drog Bangis netop til Agadez for at arbejde som mekaniker. Den oprindelige plan var at tage til Agadez for at tjene penge til ham og familien. Familien har det svært, og meget af det økonomiske ansvar hviler på Bangis’ skuldre.
Byen er vendt på hovedet
”Byen er transformeret efter ulovliggørelsen. Agadez er en by for transition, ikke længere for rige migranter på vej nordpå, men for fattige migranter på vej hjem. Dem der har måttet opgive deres rejse, fordi de ikke har midlerne eller kræfterne til at fortsætte. Derfor er byen gået fra at leve af migranterne til at slides af dem. De lokale får ikke noget ud af migranterne længere, og det har forandret hele byens natur,” siger Alexandre Bish.
Alexandre Bish har udarbejdet forskellige analyser af den omliggende Sahel- region, og arbejder lige nu i Agadez med organiseret kriminalitet. Han er ekspert i migration og organiseret kriminalitet, og skriver PhD på UCL i London om sikkerhed og kriminalitet. Bish pointerer, at der er bred enighed om, at arbejdsløsheden har ført til øget kriminalitet i området:
”Det er et alvorligt problem, at de EU-støttede mål om at regulere migrationen i Niger i og for sig er lykkedes på kort sigt, men at kriminelle netværk trives med ødelæggende konsekvenser for lokalbefolkningen,” siger han.
Bish understreger, at for at komme landets kroniske sikkerhedsproblem og manglende udvikling til livs, må man udvikle innovative tilgange. Både i kampen mod kriminelle netværk og med øget fokus på socioøkonomiske udfordringer.
”Nigers stabilitet afhænger af en skrøbelig økonomisk, politisk og social ligevægt, som er truet af EU’s nuværende tilgang og fokus på at reducere terroisme og ulovlig migration. EU er lykkedes med at reducere migrationen ved at forstyrre de lokales forretning, men har ikke kompenseret for de lokales mistede indkomst” siger Bish.
For Bish er der ingen tvivl om, at den EU-støttede lov om kriminalisering af migrantindustrien, har resulteret i flere kriminelle aktiviteter. Økonomien i Agadez faldt fra hinanden. Det var tusinder af lokales levebrød på den ene eller anden måde. Et levebrød, som blev ulovliggjort fra den ene dag til den anden. Mange af de lokale har ikke mærket noget til EU’s økonomiske støtte og sidder fast i kriminelle aktiviteter. Man tog ikke hensyn til følgerne, da man lavede loven.
”Hvis denne støtte ikke bliver leveret effektivt på længere sigt, vil de nuværende forsøg ved at regulere kriminalitet, migration og terroisme blive undermineret, da fattigdom og arbejdsløshed er benzinen på det bål, man gerne vil slukke,” siger Bish.
’Jeg er bange for at få skylden for min fars død’
Drengene får et stykke kød én gang om ugen, og det er de ved at tilberede. Bangis har fået et lidt større stykke, fordi han hjælper med madlavningen. Stemningen er afslappet. Tiden går med forskellige små projekter. Nogle tilbedreder mad, andre bader eller spiller kort.
En gruppe på fem er ved at brygge te og deler den med hinanden i små glas, også Bangis. Bangis’ ven Bassirou havde besøg af sin familie i går, og de har efterladt lidt mad, som gruppen også er ved at dele.
Bangis fortæller, at det er normalt, at de finder sammen i små grupper for at hjælpe hinanden. Gruppens medlemmer prioriteres højest, og man deler mad- og drikkevarer . Så er det lidt nemmere at klare sig.
Bangis har siddet inde i 5 måneder. Det er anden gang, han er i fængsel. For 2 år siden sad han inde i 7 måneder.
”Jeg føler, jeg spilder min tid, og har ikke nok at give mig til. Jeg kan ikke vente, til jeg kommer tilbage i byen. Hvis jeg var ude, kunne jeg finde et arbejde og hjælpe min familie,” siger Bangis.
Før fængslingen ledte Bangis i perioder efter guld øst for Agadez. Han fandt nok guld til at kunne købe sig en motorcykel. En motorcykel er et helt afgørende køretøj for at kunne drive sine forretninger i området og være mobil, og det er målet for mange unge mænd at erhverve sig en. Som regel den kinesiske model Royal som man betaler omkring 120.000 vestafrikanske francs for. Det svarer til omtrent 1400 kroner.
Kort efter han havde fået sin nye motorcykel blev den taget fra ham igen. Bangis blev snydt af en bekendt, han havde ledt efter guld sammen med. Vedkommende forsvandt sporløst med motorcyklen, og Bangis mistede hele sin rigdom fra den ene dag til den anden. Frustrationen over denne oplevelse var startskuddet for hans kriminelle løbebane.
Bangis skulle finde penge til familien. Hans far havde mislykket forsøgt at migrere og tjene penge til familien i Libyen. Turen endte som et mareridt. På vejen til Libyen blev han holdt tilbage af menneskesmuglere, og familien måtte betale løsesum, før han kunne fortsætte.
Bangis’ far arbejdede i Libyen i 2 år, men endte med at blive meget syg, og han måtte bruge alle sine penge på indlæggelse og medicin. Hele familien drog hjem til Zinder for at finde medicin og hjælp til deres far, pånær Bangis som blev i Agadez. Hans primære beskæftigelse blev at reparere biler.
Bilerne han reparerede var særligt pickup trucks. De selvsamme biler, der havde transporteret hans far. Pickup trucks, som havde været de tuinder af kilometer i Libyen med migranter og retur. I sin tid som bilmekaniker fik han flere gange tilbuddet om at migrere. Hans ven var chauffør og kunne tage ham med til Libyen, men hans far forhindrede ham i at tage afsted.
Det gik dårligt med mekanikerforretningen, færre og færre biler skulle repareres, og Bangis måtte se sig nødsaget til at tjene penge på anden vis.
Familen ved ikke, at han er kriminel, og at han lige nu sidder inde. Han vil ikke have, at de skal bekymre sig. Han er overbevist om, at det vil gå ud over farens helbred, hvis de ved det. Og nu står dagene stille for Bangis. Han går og venter.
”Jeg er blevet lovet, at hvis jeg kontakter min far og han personligt kan komme og hente mig og tage mig med hjem, vil de løslade mig. Det kan jeg ikke. Jeg er bange for at få skylden for hans død”, siger Bangis.
At forebygge kriminalitet og migration
”Giv ham et arbejde, det kan ændre hele hans mentalitet,” siger Maitre Mamane Adam.
Af de indsatte bliver han kaldt Baba. Adam har selv siddet i fængsel, han har arbejdet som dommer i mange år, og er nu beskæftiget med rehabiliteringsarbejdet for PSF. Han påstår selv, at han på forskellig vis har arbejdet med rehabilitering i 36 år, og ser sig selv som et godt eksempel på vellykket rehabilitering.
”Den ulige støtte fra NGO’er i Agadez til migranter er det største problem i regionen. Når de lokale fattige ser migranter med mad, som de har fået af regeringsstøttede NGO’er, skaber det mistillid. ’Gå hjem’, hører jeg de lokale sige til migranterne,” siger Adam.
I hans øjne er den store udfordring at få internationale NGO’er til at samarbejde med de lokale. Et samarbejde kan give mulighed for at finde arbejde til de lokale. Det er vigtigt for ham at understrege det positive arbejde, der allerede er blevet gjort. Nogle områder har fået el- og vandforsyninger som følge af migrantstrømmen. Forsyninger som de lokale også kan drage nytte af.
Adam taler meget med de indsatte. Særligt de unge og kvinderne. Han kæmper for deres rettigheder og taler deres sag. Og når han kommer forbi i fængslet, så stiller alle sig rundt om ham, og der bliver lyttet. For de tror på, at han kan hjælpe.
Nogle af de unge ved slet ikke, hvorfor de sidder inde, fortæller han. Nogle af dem har begået mindre forbrydelser, og han arbejder for at få disse sager behandlet hurtigere. Han oplever, at de indsatte bliver glemt af dommeren, og han er i regelmæssig kontakt med dommeren for at opfordre til løsladelse af en indsat.
Ved løsladelsen er det altafgørende, at man har værktøj og materiale til rådighed, eksempelvis til at flette stole med. Er der ikke det, er der intet arbejde at påbegynde. Det er PSF’s største udfordring, og er ifølge Adam årsagen til, at nogle falder tilbage i kriminalile løbebaner og ender i fængslet igen.
Adam er ikke i tvivl om, at PSF er med til at forebygge migration og kriminalitet. Uddannelse kan give de indsatte mod på at slå sig ned i området.
”De har aktivt valgt en ny retning for deres tilværelse, som kan gøre dem selvstændige og måske enddai stand til at forsørge deres familie,” siger han.
’Hver dag når jeg vågner, tænker jeg på den dag, jeg bliver løsladt’
Mohammed kan ikke holde smilet tilbage, når han snakker. Både ved sjov og alvor. Han er afslappet og har en karakteristisk ro og venlighed over sig. Mohammed er myndig, men blev bevidst fejlsorteret af myndighederne og bor sammen med de mindreårige, så han er fri for dårlig påvirkning.
”Jeg har hverken ID eller fødselsattest. Den kom jeg til at vaske i stykker sammen med mine bukser,” siger Mohammed og griner kækt.
Mohammed er vokset op med at hjælpe sin far, og de er tætte. Når han bliver løsladt vil han først og fremmest hjælpe til i farens landbrug. Ved siden af vil Mohammed prøve at sin senge- og stoleforretning op at køre.
Mohammed har flere gange overvejet at migrere. Det var hans far, der nægtede at lade ham gøre det. Hans brødre er migreret til Libyen for at søge arbejde og han forsøgte det selv tre gange. Den tredje gang hev faren ham helt bogstaveligt ned fra bilen, der skulle køre ham til Libyen.
Mohammed ville til Libyen og søge arbejde. Han havde nemlig set sine venner komme hjem på en ny motorcykel og med penge på lommen. Mohammeds far endte med at give ham en motorcykel, så han ville blive hjemme og hjælpe.
”Min far stiller mange krav til mig, og forventer at jeg med tiden kan forsørge familien,” siger Mohammed nu med mere alvor i stemmen.
Mohammed har siddet inde siden februar. I starten besøgte faren ham ofte. Mohammed bad ham om at lade være med at komme, fordi han vidste, at hans besøg gik ud over farens arbejde og mulighed for at forsørge familien. Det er nu 2 måneder siden sidste besøg.
”Jeg savner dem hele tiden, men jeg må være tålmodig. Hver dag når jeg vågner, tænker jeg på den dag, jeg bliver løsladt,” siger Mohammed.
Mohammed overvejer stadig at migrere til Libyen. Men kun for en stund. Finder han ikke noget arbejde i Agadez, vil han tjene penge i Libyen eller Algeriet, hvor han vil arbejde som hyrde eller i guldminer ligesom nogle af hans venner har gjort det.
Mohammed og hans venner er ikke de eneste. Migrantforskeren Alexandre Bish påpeger at denne migration er en ny form for migration. Efter den nye lov i 2016 faldt antallet migranter mod nord, men nu er kurven på vej op ad igen. Det er primært som følge af Nigerske migranter, der søger sæsonarbejde i Libyen.
Det er Mohammeds drift efter velstand, der har fået ham til at havne i problemer. Mohammed vil have penge nok til at kunne hjælpe sin familie. Udover at opnå sin egen velstand er et af hans store mål, at han vil finansiere sine forældres pilgrimsrejse til Mekka.
”Penge er min drivkraft. Hvis jeg skal have penge, så skaffer jeg det. Jeg vil gøre alt for at skaffe penge,” siger Mohammed. Smilet er tilbage.
Fængslet er for de fattige
Drengene har lige spillet fodbold. Det gør de én gang om ugen. Mohammed og nogle af drengene var for trætte til at spille og måtte blive tilbage og sove. De havde ikke fået nogen morgenmad.
De der var med til kampen driller hinanden efter kampen. Rød har vundet over blå, og det er omdrejningspunktet for diskussionen. For en stund fokuserer drengene udelukkende på det universelle forhold mellem vinderen overfor taberen. Håneretten. Den dårlige taber. Den arrogante sejrherre.
To drenge sidder i en seng og begynder for sjov at prikke til hinanden. De griner og driller hinanden. Drilleriet udvikler sig og bliver mere fysisk, som om de vil bevise sig overfor hinanden. Med ét ligger de ude i det varme sand og slås. I støvskyen kan man stadig ane deres grin, men nu handler det ikke om fodbold længere, men hvem der er den stærkeste. En ørkesløs slåskamp ophører, da de begge mister pusten og falder tilbage i sengen. De fortsætter diskussionen som om intet var hændt.
Diskussionenerne bliver afbrudt, da en af drengene kommer gående med dagens ene måltid, og det får alle til at reagere. Maden skal fordeles ligeligt mellem drengene, hver især kommer med sin egen skål og hver får sin portion tildelt.
Drengenes elektricitetsunderviser, Sidi Nahadjou, har haft sin workshop i 5 år. Han ser et klart mønster blandt de mindreårige:
”Fængslet er for de fattige. Stort set alle indsatte kommer fra fattige kår. Barnet bliver påvirket af dårlige bekendtskaber i byen, og ender på et skråplan fordi deres forældre ikke vil have noget med dem at gøre eller ikke tager ansvar for deres barn”, siger Sidi Nahadjou.
Nogle af drengene er afklarede med at være i fængslet og hviler i det, men det gælder ikke Bangis. Han fortæller, at for nogle af de andre mindreårige kan det være mere overskueligt at være i fængslet end at færdes i byen. I byen kan de nemt ende i problemer eller dårligt selskab, og i fængslets rammer skal de tage mindre stilling. De skal ikke bekymre sig på samme måde, som de gør i byen. Det er særligt dem uden forældre, mener Bangis.
Sidi Nahadjou er stolt over sit arbejde og er ikke i tvivl om vigtigheden. Han ved det virker. Og han ved, at en af løsningerne er at fortsætte med at undervise de indsatte. Lære dem noget konkret. Have materiale til dem når de bliver løsladt, så de kan blive selvstændige.
”Det her er Niger. Vores arbejde er vores jeg,” siger Nahadjou.